Dette glas hvidvin var nødvendigt. Johan fik også et. I går aftes var en af de smukkeste sensommeraftener længe og Johan og jeg skulle til det første store forældremøde i livet som voksne forældre til et stort barn. Jeg var helt ærligt nervøs. Jeg har været lidt (underdrevet) nervøs omkring den her skolestart. Ikke på Elias vegne, men helt dumt på egne – jeg har været bange for om vi ville være gode nok til det, strukturerede nok, planlagte nok, støttende, hjælpende og opbakkende nok. Lidt nervøs for de nye sociale sammenhænge, og temmelig nervøs for at grine på de forkerte tidspunkter. (Det sidste gjorde jeg flere gange, men ingen opdagede det, og hvis de gjorde var der plads til det.)
Og så sidder man der. Og griner, og hygger og erkender og fatter sammen med andre forældre, dygtige lærere og folk der i det hele taget forholder sig til sin omverden. Og går på røven over hvad der er sket i folkeskolen siden man selv var der. Helt ærligt! Tænk, hvor meget vores børns generation får med. Jeg er totalt imponeret.